Den lille Havfrue er Danmarks mest berømte turistattraktion. Statuen på Københavns havnefront er et nationalt vartegn og for mange synonym med hovedstaden.
H. C. Andersen skrev eventyret om Den Lille Havfrue, som første gang så dagens lys i 1837. Disney producerede filmen, og København har en statue i hendes ære. Statuen af Den lille Havfrue er fortsat den mest populære turistattraktion i Danmark og en af de mest fotograferet statuer i verden. Der er flere kopier af hende, men det tætteste du kommer på den originale, er den, der sidder på Langelinie i Københavns Havn.
Besøg Rundetårn, med en unik arkitektur fra Christian den Fjerdes tid og en fantastisk udsigt over byen.
Rundetårn er Europas ældste fungerende observatorium, og her er blevet kigget stjerner lige siden 1642. Da Christian IV byggede Rundetaarn var Danmark et kendt land i astronomernes verden takket være astronomen Tycho Brahe. Da han døde i 1601 ville Christian IV videreføre Brahes forskning med et universitetsobservatorium, og det førte til opførelsen af Rundetårn. I dag er det længe siden videnskabs-mændene forlod den store stjernekikkert, men observatoriet bliver flittigt brugt af amatørastronomer og tårnets mange gæster.
Den kongelige families residens i København, med udsigt til havnen og operaen.
Amalienborg er et rigtigt kongeligt slot, selvom det hverken har spir eller tårne. Her bor Dronningen om vinteren, og det er herfra du kender de klassiske balkonscener, hvor hele kongefamilien hilser på folket. Selvom slottet først og fremmest er regentparrets residens, har du, som turist, mulighed for at komme ind og se nærmere på de kongelige gemakker.
Der er mulighed for specielle rundvisninger i dele af slottet, eller du kan blot beundre slottet udefra, og se på rytterstatuen af Frederik V, midt på slotspladsen, som betragtes som værende en af de ypperste rytterstatuer i verden eller følge med i livgardens vagtskifte, som finder sted hver dag omkring kl. 12:00.
Eventyr og forlystelser i Georg Carstensens gamle have midt i København.
Tivoli emmer af tradition. Men samtidig spirer fornyelsen, i takt med havens blomsterpragt, over alt i haven. Tivoli er altid i udvikling og fremdrift, og netop derfor bruges parken i lige så høj grad af lokale københavnere som af turister. Eventyrhaven er, endnu i dag, et levende mødested, hvor unge koncertgængere, familier med børn, forretningsmænd til frokostmøde og ældre par på spadseretur samles om den pittoreske, stemningsfulde og elegante have.
Verdens længste gågade med butikker og seværdigheder for enhver smag.
Københavns største indkøbsområde er centreret omkring Strøget i hjertet af byen. Strøget er verdens længste gågade med et væld af butikker, fra budgetvenlige kæder til nogle af verdens dyreste mærkevarebutikker. Strækningen er 1,1 kilometer lang og går fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Strøget er et kælenavn fra 1800-tallet og dækker over gaderne Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet og Østergade samt torvene Nytorv, Gammeltorv og Amagertorv. Strækningen hed oprindelig Routen og blev først i 1962 og i årene efter omlagt til gågade.
Danmarks historie frem til i dag formidlet på moderne vis i Prinsens Palæ.
På Nationalmuseet kan børn såvel som voksne dykke ned i Danmarkshistorien, og du kan godt forvente en levende , historisk skildring med brug af både levende billeder, lys og lyd. Museet holder til i et palæ, som oprindeligt blev opført til kronprinsen, der besteg tronen som Frederik V i 1746.
Gå en tur gennem Nyhavn, og se, hvor de fleste postkort fra København bliver taget.
Nyhavn er på én og samme gang det moderne Københavns mest folkelige og levende mødested og en attraktion af historisk betydning. I gamle dage lagde skibe fra hele verden til kaj her og livet i havnen var præget af sømænd, værtshuse, glædespiger og fest. Den Nye Havn blev til Nyhavn og de gamle og skæve huse, som før husede havnekøbmænd og milde kvinder, er nu malerisk renoverede og fyldt med hyggelige restauranter, der serverer både inde og ude.
Oplev København fra vandsiden med en guidet sejltur i havnen og kanalerne.
En guidet kanalrundfart i Københavns Havn og kanaler er på top ti listen over byens mest populære turistaktiviteter. Turen er efterhånden blevet en seværdighed i sig selv. Vælg mellen den gule tur, der sejler fra Gammel Strand og den røde tur, der sejler fra Mindeankeret i Nyhavn. Begge ture varer en time og afgår hver halve time eller hyppigere i sommerhalvåret.
Dansk og europæisk billedkunst fra 1500-tallet og frem.
Statens Museum for Kunst er Danmarks nationalgalleri og hovedmuseum for billedkunst og har derfor til opgave at bevare, udforske og formidle den danske og udenlandske billedkunst. En tur på museet byder således på et kunstnerisk møde mellem ældre, moderne og samtidskunst, ligesom selve museet repræsenterer en sammensmeltning mellem klassisk og moderne arkitektur. Parallelt med Dahlerups gamle museumsbygning ligger den nye, enkle modernistiske tilbygning og åbner museet ud mod den omkringliggende park. De to vidt forskellige arkitektoniske udtryk ligger adskilt, men er forbundet med en glasoverdækket skulpturgade.
Fristaden Christiania er en unik oplevelse, du ikke finder mage til i andre storbyer.
Christiania blev grundlagt i 1971, da en gruppe hippier overtog et forladt militærområde. Her lavede de deres egne regler uafhængigt af den danske stat. Fristaden har altid været kendt for sin forskelligartede sammensætning af folk, og ikke mindst for hovedgaden Pusher Street, hvor der mere eller mindre åbenlyst handles med hash.
En gåtur på Christiania er en unik oplevelse. Overalt hvor du går, er der kunst i form af skulpturer, malerier og huse. Alle husene er "hjemmelavede" og derfor meget forskellige og interessante på hver deres måde. Selve bydelen Christianshavn er med tiden blevet et meget fashionabelt sted, og det er oplagt at gå en tur langs kanalerne eller snuppe en kop kaffe på en af de mange hyggelige caféer.
Dog bør det nævnes, at Christiania er et alternativt samfund i samfundet, hvor også de mere mørke sider af det moderne liv er repræsenteret. Nogle forældre råder deres børn til ikke at færdes på Christiania om aftenen, og turister frarådes at fotografere i og omkring Pusher Street.